Da han trådte ind i dominikanerordenen, tog han navnet Giordano. Han læste på dominikanernes læreanstalt i Napoli, et af Europas bedste, hvorfra han i 1573 blev ordineret præst. Han blev doktor i teologi i 1575 og tog året efter til Rom.

Da Inkvisitionen samme år forberedte en kætterisag mod ham, forlod han Rom og indledte sin lange vandring gennem Europa: omtrent 10.000 kilometer tilbagelagde han til fods mellem Europas universitetsbyer. Han ernærede sig i starten som lærer, blandt andet i Noli (Ligurien) og i det franske Savoyen og Lyon. I 1579 var han i Calvins Genève, hvor han lagde sig ud med mægtige personer ved at trykke en kritik en af universitetets lærere. Han gjorde afbigt og forlod kort tid derefter Genève.

Han tog til Lyon og videre til Toulouse, hvor han skrev sit første store værk om hukommelseskunsten, De umbris idearum. Det skaffede ham gunst hos den franske kong Henrik den 3., ved hvis hof han blev kongelig lektør og underviste ved Sorbonne.

I 1583 tog han med den franske ambassadør Michel de Castelnau til London, men efterretning om den farlige kætter ilede ham i forkøbet. Han boede i et par år hos den franske ambassadør, og i den tid skrev han i rivende hast sine fem italienske dialoger, der har slået hans navn fast som en stor forfatter. Han nåede at blive uvenner med hele det engelske establishment, lige fra Oxfords grammatikere til hoffets lærde, hvem han havde en del tilfælles med – deres påvirkning kan spores til blandt andet den unge Shakespeare og Marlowe. Den stadig skarpere trosstrid i Europa tvang også Bruno væk fra England.

Han rejste tilbage til Paris i 1585, hvor han på Sorbonne leverede et generelt angreb på Aristoteles’ erkendelsesteori og kosmologi. Han flygtede fra Paris efter indirekte at have været indblandet i striden mellem huguenotter og katolikker. Han drog til det protestantiske Wittenberg, hvor han i 1586 fik lov til at undervise på universitetet i Aritoteles’ lære. Fra denne periode stammer nogle af Brunos latinske værker, der mere systematisk beskrev hans teorier om erkendelsesteori og kosmologi.

Han rejste videre til Helmstadt, hvor de politiske konjunkturer var ham imod, og endelig videre til Prag i 1588 til kejser Rudolf 2.s hof. Her formåede han ikke at vinde fodfæste – trængslen af magikere, røgen fra alkymister og larmen fra guldmagere og charlataner overskyggede hans naturfilosofi.

Han drog til Frankfurt, hvor han ikke fandt støtte, og rejste derfor videre til Venedig efter indbydelse fra den venetianske patricier, Giovanni Mocenigo, der ønskede at lære hans hukommelseskunst. I 1593 fik Mocenigo ham arresteret og kastet i fængsel for kætteri. Rom insisterede på at få Bruno udleveret, hvorefter Venedigs storråd besluttede at efterkomme kravet.

I syv år sad Bruno i Castel Sant Angelos kældre. Den 17. februar i jubelåret 1600 blev han dømt og brændt som kætter i Rom på Campo dei Fiori.

Kilde: Wikipedia, den frie encyklopædi